Investeringsselskab skal hjælpe med finansiering til borgerdrevne købmænd

Sparekassen Sjælland-Fyn og Dagrofa etablerer fælles investeringsselskab, som skal yde finansiering til lokale borgerdrevne købmandsbutikker.

I samarbejde etablerer Sparekassen Sjælland-Fyn og fødevarekoncernen Dagrofa et fælles investeringsselskab, som skal yde finansiering til lokale borgerdrevne købmandsbutikker. Dagrofa og Sparekassen Sjælland-Fyn skyder hver især 5 millioner kroner i selskabet.

Det skriver Dagrofa i en pressemeddelelse.

– I 2016 introducerede vi en forretningsmodel med det formål at understøtte etableringen af flere lokale købmandsbutikker. I takt med, at andre butikker er lukket, er behovet kun blevet større, og vi har siden 2016 været med til at åbne mere end 100 borgerstøttede butikker, udtaler Brian Videbæk, direktør for Ejendomsudvikling i Dagrofa.

Mange af de små, lokale dagligvarebutikker har gennem de seneste år måttet dreje nøglen om, men ifølge Dagrofa går lokale ildsjæle og beboere i stigende frad sammen om at købe anparter og indsamle donationer og andre midler, som kan være med til at finansiere en lokal købmandsbutik.

Det er den model, Dagrofa har hjulpet borgerforeninger over hele landet med at benytte. En model, hvor pengene fra de lokale borgere bliver brugt til at købe og eventuelt renovere bygningen og købe inventar. Den selvstændige købmand lejer sig derefter ind i butikken og står for driften.

Læs også: Ubemandede butikker kan redde landsbyerne

– Der er helt naturligt en del udgifter forbundet med at åbne en lokal købmand. Der skal købes lokaler med videre, inden hylderne kan fyldes op med dagligvarer, og der vil ofte være behov for enten et realkreditlån eller et lån i banken, hvis enderne skal mødes. Med det nye investeringsselskab ønsker vi at fjerne nogle af de sten på vejen, som der kan være, når man ønsker at gå sammen om at åbne en lokal købmandsbutik, lyder det fra administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson, om formålet med det nyetablerede investeringsselskab.

Den lækre og indbydende butik kræver investering og knofedt, lyder det fra Brian Videbæk.

– En af hemmelighederne ved at skabe en levedygtig butik er, at butikken skal være lækker, indbydende og dermed opleves som en topmoderne dagligvarebutik at komme ind i. Derfor skal der ofte en ombygning og en renovering til. På den baggrund er det vigtigt, at borgerne er parate til at støtte op, og det er de. I 2023 har vi åbnet 13 borgerstøttede butikker. Vi forventer mindst 10 i 2024. De første er allerede åbnet, og der er stor interesse for flere, siger han.

De to parter havde blandt andet et samarbejde, da Min Købmand åbnede som borgerstøttet butik i Tuse nær Holbæk i efteråret 2023.