Kunsthal Spritten i Aalborg. Visualisering: Praksis Arkitekter.
Kunsthal Spritten i Aalborg. Visualisering: Praksis Arkitekter.

Ejendomsfonden Artcenter Spritten har ifølge Nordjyske sendt opgaven med at ombygge den gamle spritbygning i udbud som en hovedentreprise. Dermed er realiseringen af Kunsthal Spritten kommet et skridt nærmere.

Ifølge avisen omfatter opgaven miljøsanering, delvis nedrivning, ombygning og restaurering af tre sammenbyggende bygningsafsnit i den tidligere kedelbygning, som er fredet.

– Opgaven er på grund af bygningens fredning sjældnere end de fleste traditionelle byggeopgaver, men for de rette firmaer ikke nødvendigvis sværere, siger Peter Spøer, direktør for Ejendomsfonden Artcenter Spritten, til Nordjyske.

Han forventer, at fem virksomheder vil blive prækvalificeret til opgaven, der anslås til 120 millioner kroner.

Læs også: Aftale baner vej for fortsat udvikling af Spritten

Ombygningen er tegnet af Praksis Arkitekter i samarbejde med det konkursramte Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue samt VMB Arkitekter og Henry Jensen Rådgivende Ingeniører. Kunsthallen skal bygges sammen med et kæmpeværk af den italienske kunstner Tómas Saraceno.

Initiativtager til projektet er erhvervsmanden Martin Nielsen. Han er dog siden trådt ud af projektet efter en tvist mellem ham, Aalborg Kommune og A. Enggaard, som i øvrigt har forsinket projektet med flere år.

Det nye kunstcenter får et etageareal på cirka 3.200 kvadratmeter, hvoraf cirka 2.200 kvadratmeter er omdannelse af eksisterende fredede bygninger, mens cirka 1.000 kvadratmeter tilbygges.

Foreningen Realdania og Aalborg kommune har givet henholdsvis 80 millioner kroner og 25 millioner kroner til renoveringsprojektet og nybyggeriet, mens kunstværket finansieres af donationer fra Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet, Spar Nord Fonden, A. Enggaard, Augustinus Fonden, Salling Fondene og Wagner Ejendom.