Projekt med 32 almene boliger i Harridslev godkendt

Lejerbo Randers står bag projekt med 32 almene familieboliger i form af rækkehuse i Harridslev. Økonomien i projektet til 67 millioner kroner er godkendt.

Politikerne i byrådet i Randers godkendte den 27. marts økonomien i et projekt med 32 almene boliger i form af rækkehuse i Harridslev. Der var dog ikke helt enighed blandt politikerne, idet der var 28 stemmer for godkendelsen og tre stemmmer imod. Imod stemte Enhedslisten, Beboerlisten og Velfærdslisten.

– Det handler mest om huslejen, som er over 1.000 kroner per kvadratmeter om året. Altså jeg håber, at folk kan høre, at det lyder vanvittigt, forklarede medlem af miljø- og teknikudvalget, Frida Valbjørn Christensen (EL).

– Vi har at gøre med et byggeri, som ligger uden for Randers By, hvor huslejepriserne ofte er billigere end inde i byen. Så vi kommer altså op i nogle høje priser her. Jeg kan sige, jeg bor midt inde i byen – ikke særligt langt fra rådhuset – og jeg giver 645 kroner per kvadratmeter om året, sagde hun videre og stillede spørgsmålstegn ved, om der er behov for de mange boliger, der aktuelt bygges i Randers Kommune.

I forbindelse med godkendelse af nyt byggeri skal Randers Kommune tage stilling til behovet for nye almene boliger. Lejeledigheden i Randers Kommune var per 1. februar 2023 på 1,45 procent, og dermed er kravet om, at lejeledigheden ikke må overstige 2 procent ved tilsagn om nye almene boliger opfyldt. Kommunen vurderer derfor, at der er behov for boligerne. Forvaltningen påpeger, at der generelt er stor efterspørgsel på almene boliger i form af rækkehuse.

Det er Lejerbo Randers, der står bag projektet til i alt 66,7 millioner kroner. Boligforeningen oplyser, at den gennemsnitlige husleje kommer til at ligge på 1.053 kroner per kvadratmeter årligt for boligerne, som bliver mellem 65 og 105 kvadratmeter store og får mellem to og fire værelser. For en bolig på 93 kvadratmeter svarer det til en månedlig husleje på 8.160 kroner. Dertil kommer forbrug.

Lejerbo Randers har udviklet projektet i samarbejde med Arkitekfirmaet Nord og DAI. Boligerne opføres som rækkehuse, hvoraf 19 boliger opføres i halvandet plan, mens de resterende 13 boliger opføres i ét plan.

Forventningen er, at boligerne vil være attraktive for familier med børn, fordi de kommer til at ligge tæt på skole og fritidsaktiviteter samt kollektive trafik og cykelsti. Projektområdet ligger i den sydøstlige del af Harridslev.