Thyborøn Invest udvider porteføljen med butiksejendom i Bjerringbro

Jysk åbner en ny butik i Bjerringbro. Det forventes at boligkæden kan gå i gang med at indrette butikken i august 2024.

Byggeriet af en ny butiksejendom på Østergade 6 midt i Bjerringbro er i fuld gang. Her skal der fremover være en Jysk-butik tæt på gågaden og lige ved siden af stationen.

Thyborøn Invest oplyser i en pressemeddelse, at selskabet udvider sin portefølje med ejendommen, der opføres i totalentreprise af Jysk Erhverv & Råhus.

– Vi er glade for at have givet os i kast med et spændende projekt, hvor byggeriet foreløbigt går som planlagt, siger administrerende direktør i Thyborøn Invest, Anton Bro.

Læs også: Bygger nyt hovedkvarter i Bjerringbro

– Lige nu arbejdes der med fundamentet og klargøring af jorden, og vi sigter efter at have afsluttet byggeriet til august, hvorefter Jysk kan gå i gang med at indrette butikken.

Hele grunden i Bjerringbro er 4.655 kvadratmeter, mens selve butiksarealet samt udstillingsgården bliver henholdsvis 1.749 kvadratmeter og 180 kvadratmeter.

Thyborøn Invest har tilknyttet Arkitec som totalrådgiver og arkitekt på projektet, mens Afry er ingeniører.