Norconsult skal styre ombygning af retsbygning til nyt museum i Viborg. Foto: PR.
Norconsult skal styre ombygning af retsbygning til nyt museum i Viborg. Foto: PR.

Norconsult og Viborg Kommune har underskrevet en aftale om byggeledelsen i forbindelse med ombygningen af den bevaringsværdige bygning, der tidligere husede Vestre Landsret.

Det oplyser rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.

Den gamle retsbygning fra 1919 skal omdannes til det nye Viborg Museum med domkirkebyens tusindårige historie som omdrejningspunkt

“Norconsult vil være ansvarlig for at styre hele udførelsesfasen af projektet, herunder aflevering og idriftsætning. Dette omfatter også den omfattende tværfaglige koordinering, der er nødvendig for at sikre, at ombygningen sker smidigt og med respekt for den eksisterende bygnings kvaliteter”, lyder det i meddelelsen.

Læs også: Udvikler vil bygge højhus i Viborg

“Mens den ydre facade af den historiske bygning forbliver stort set intakt, vil der indvendigt gennemføres betydelige ombygninger og transformationer. Disse ændringer udføres med omhu og opmærksomhed på bygningens unikke karakter og historiske betydning. Resultatet forventes at være et moderne museum, der giver besøgende optimale muligheder for at udforske Viborgs fascinerende fortid”, lyder det videre.

I begyndelsen af 2019 blev totalrådgiverne Rønnow Arkitekter sammen med Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører udpeget som vindere af konkurrencen om at udvikle det nye bymuseum i den 3.400 kvadratmeter store bygning.

Viborg Kommune havde i budgettet for 2019-2026 afsat 44,5 millioner kroner til projektet, men på grund af prisstigninger inden for byggeriet er budgettet skredet, og projektet løber op i 53,5 millioner kroner.

Retsbygningen ligger på Gråbrødre Kirkestræde, og projektet indgår som en del af visionsplanen for Domkirkekvarteret i Viborg.

Museet forventes at være klar til åbning i 2025.