Indbyggertallet i Gesten er gennem de seneste fem år faldet fra 954 til aktuelt 865 borgere, men måske vender udviklingen i de kommende år.
I hvert fald har Vejen Kommune sat ti byggegrunde i den nordøstlige del af landsbyen til salg.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Grundene er mellem 1.100 og 1.560 kvadratmeter store, og der er sat til salg til priser på mellem 368.000 kroner og 595.000 kroner.
I Vejen Kommunes nye Bolig- og Bosætningsstrategi fremgår det, at mange af kommunens tilflyttere kommer fra nabokommunerne. De vælger Vejen Kommune på grund af to vigtige faktorer, skriver kommunen:
De lave priser, det vil sige, at man får mange kvadratmeter for pengene samt de lokale omgivelser herunder naturen, kulturen og ikke mindst forenings- og idrætslivet.
– Gesten har en skøn placering med et væld af natur. Her er nabokulturen stærk og unik. Der er mange fælles tilbud til familien så som julemarked, LAN fest og den traditionsrige byfest. Så Gesten er ikke blot et sted, hvor man bor, men et sted, hvor man lever, forklarer Anne Kirstine Skytt, der er salgsmedarbejder i Teknik & Miljø i Vejen Kommune.
Boligområdet opdeles i tre delområder: Delområde 1 kommer til at kunne indeholde både parcelhuse, og der er plads til at opføre mindre rækkehuse, som kan integreres smukt i harmoni med omgivelserne. Delområde 2 omfatter fire store, attraktive byggegrunde til enfamiliehuse, der ligger ganske uforstyrret placeret op til et læbælte mod nord. Det sidste område er et grønt og rekreativt fællesområde.
Byggegrundene slynger sig på det nye Tranevænget i et område, der ligger ud til åben mark og i tilknytning til Tranestien, der følger en del af Troldhedebanens tidligere spor.
– Selvom Gesten er en mindre landsby, er byen i en spændende udvikling, og man kan virkelig mærke hvordan borgerne står sammen. Det kan blandt andet ses ved det seneste initiativ med at åbne en lokal købmand, fortæller Anne Kirstine Skytt.
Udbuddet løber indtil torsdag den 12. december 2024 klokken 12, hvorefter de, der har afgivet bud, bliver kontaktet af Vejen Kommune.
Udbudsmaterialet kan findes på hjemmesiden vejen.dk/tranevænget. Det indeholder blandt andet en salgsplan, mindstepriser og en standard købsaftale.