Vem Byg sælger 36 rækkehuse i Herning

Vem Byg har solgt et projekt med 36 rækkehuse ved Vesterdamsvænget i Herning. EDC Poul Erik Bech har hjulpet Vem Byg med at finde den rette køber.

Vem Byg (Vestjysk Element Montering) har solgt et større rækkehusprojekt ved Vesterdamsvænget i Herning som “turn-key”-projekt til en professionel investor. Vem Byg opfører de 36 rækkehuse, og EDC Poul Erik Bech har hjulpet virksomheden med at finde den rette køber. Det oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

– Det er et meget spændende projekt, som vi bygger ved Vesterdamsvænget, hvor vi bygger nogle fine rækkehuse med en klasse-A placering lidt uden for Herning Centrum. Boligerne bliver placeret i et klassisk parcelhuskvarter, hvor der er fred, ro og højt til loftet. Vi er allerede godt i gang med byggeriet, og de første 12 huse står allerede klar, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til at nå vores mål, om at alle boliger står klar i begyndelsen af det nye år, siger Jonas Koldsø, indehaver af Vem Byg, i meddelelsen.

– Selve salget kommer i stand på baggrund af, at vi i første omgang havde fået et tilbud fra en investor. Vi tog fat i Rasmus Kjærulff Ingemansen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har vist sig som en super god samarbejdspartner. EDC mente, at vi kunne få en bedre pris og begyndte så at afsøge markedet for købere. De fandt den rette køber til os, som var villig til at betale en retvisende pris for vores boligudviklingsprojekt, siger han videre.

Vem Byg sælger 36 rækkehuse i Herning: Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Vem Byg sælger 36 rækkehuse i Herning: Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

De 36 rækkehuse er alle på 100 kvadratmeter, mens der vil være et grundareal på mellem 300-377 kvdratmeter, og carport og udhus vil være koblet til alle boligerne. Udlejningen varetages af Nybolig i Herning.

– Vi er glade for at have bistået Vem Byg med et fornuftigt salg, hvor alle parter kan være tilfredse. De er en driftig og loyal samarbejdspartner, som endnu engang er kommet med et spændende projekt. Sagen har trukket sig over seks-otte måneder med ændringer i forhold til det oprindelige myndighedsprojekt, men i sidste ende lykkedes det med en fornuftig proces for alle parter, siger Rasmus Kjærulff Ingemansen, erhvervsrådgiver i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

Vem Byg sælger 36 rækkehuse i Herning: Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Vem Byg sælger 36 rækkehuse i Herning: Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

– Vesterdamsvænget bliver et imponerende boligprojekt, hvor der ikke er sparet på materialekvaliteter eller visuelle udtryk. Når boligerne står klar, kommer de nye beboere til at leve i grønne omgivelser i et hyggeligt område, der ikke er langt fra attraktive indkøbs- og oplevelsesmuligheder. Rækkehusene er placeret blot fem minutter fra Jyske Bank Boksen og bare 11 minutter fra Herning Centrum, siger han videre.

Vem Byg fra Holstebro blev stiftet i 2012, hvor virksomheden primært havde fokus på at montere betonelementer, men siden 2014 har Vem Byg tilbudt alt fra almindeligt tømrer- og murerarbejde til udvikling af boligprojekter.

Vem Byg har flere projekter i støbeskeen. Den 80-mand store virksomhed er blandt andet i gang med projekter i Holstebro, Silkeborg og Herning med samlet over 550 boliger.