Midt i januar underskrev de almene boligorganisationer og Frederiksberg Kommune en ny rammeaftale for de kommende fire år.

Rammeaftalen er et led i Frederiksberg Kommunes boligpolitiske udspil ”Udbygning af den blandede by”. Her er målet at opføre 600 nye almene boliger frem mod 2030.

Det vurderes, at 400 boliger kan tilvejebringes ved nybyggeri og 200 boliger ved boligudbygning i eksisterende afdelinger. På grunden ved Frederiksberg Hospital forventes opført omtrent 180 nye almene boliger, herunder studieboliger.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra hovedstadskommunen.

“Fælles ansvar for den bæredygtige blandede by” er titlen på den aftale, som kommer til at sætte retning for arbejdet i Boligforum, hvor Frederiksberg Kommune og de almene boligorganisationer samarbejder.

Læs også: Investorer vil erstatte bevaringsværdige bygninger på Frederiksberg med bofællesskab

Aftalen er den tredje i rækken, og borgmester Michael Vindfeldt (S) lægger stor vægt på samarbejdet og på målet med aftalen:

– Samtidig er jeg enormt glad for, at parterne med den nye aftale er enige om at arbejde for at bygge flere almene boliger også i forbindelse med de eksisterende almene boliger, udtaler han.

En husleje for almindelige mennesker

Også kredsformand for Danmarks Almene Boliger BL´s første kreds, Camilla Hegnsborg, glæder sig over aftalen:

– Almene boliger er boliger til almindelige mennesker til en husleje, der er til at betale og som ingen skal tjene på. Det er især vigtigt i storbyer, hvor priserne på lejligheder og privat udlejning stiger helt enormt. Derfor er vi også glade for, at Frederiksberg kommune har hævet sine ambitioner om at bygge mere alment i kommunen, siger hun.

Læs også: Frederiksberg vil have 600 nye, almene boliger

Ifølge Frederiksberg Kommune har de tidligere rammeaftaler har især haft en stor betydning for at sikre en bedre social balance i boligområderne, fordi de giver boligorganisationerne mulighed for at prioritere lejere.

– På Frederiksberg skal der være plads til alle. Også de, der ikke altid passer ind eller har udfordringer i livet, skal have adgang til gode boliger. Her er de almene boliger altafgørende, udtaler formand for Socialudvalget i Frederiksberg Kommune, Mette Bang Larsen (EL).

Formand for Frederiksberg Kommunes Klima-, Plan og Boligudvalg, Rasmus Holme (EL) hilser også aftalen varmt velkommen og lægger især vægt på intentionen om at bygge til i de allerede eksisterende almene boligafdelinger.

Læs også: Udviklingsplan for Frederiksberg Hospital er vedtaget

– På Frederiksberg skal vi bare have flere almene boliger, som er til at betale, men ud over Hospitalsgrunden, som vi overtager fra Region Hovedstaden, når hospitalet flytter ud, er der meget få ledige byggegrunde. Derfor må vi bygge flere almene boliger, og det er en kæmpe udfordring i en tæt by som Frederiksberg. Men med denne aftale siger vi sammen: ”Hvor der er vilje, er der en vej”, og vi har givet håndslag på at undersøge muligheden for at udbygge de eksisterende afdelinger, for eksempel med tagboliger. Jeg tror og håber, at vi sammen kan finde de kreative og modige løsninger, siger han.

Frederiksberg Kommune stiller som udgangspunkt krav om mindst 25 procent almene boliger i lokalplaner for nye boligområder.