Kathryn Larsen, Indehaver af Studio Kathryn Larsen. Foto: Sarah Tulej.
Kathryn Larsen, Indehaver af Studio Kathryn Larsen. Foto: Sarah Tulej.

Kathryn Larsen kommer fra USA, men hun har boet i København i flere år med sin danske mand. Hun driver sin egen arkitektvirksomhed, Studio Kathryn Larsen, som har specialiseret sig i renovering og brug af biobaserede materialer.

Hun elsker Danmark og dansk kultur, så det er ikke en tilfældighed, at hun har bosat sig i Danmark. Men vejen dertil har været lang.

– Lige siden jeg kom til Danmark for første gang, har jeg været forelsket i landet. Vi har igennem årene haft mulighed for at flytte mange andre steder hen, men vores tilknytning til Danmark har altid været for stor. Danmark er det land, hvor min mand og jeg gerne vil stifte familie og bo, fortæller hun.

Men på trods af hendes bidrag til dansk og internationalt design og byggeri, stod Kathryn Larsen over for truslen om at blive smidt ud af landet tilbage i 2020.

Det var en kamp, Kathryn måtte tage, selv om hun på det tidspunkt var gift med sin danske mand, under uddannelse og havde en ambition om at starte egen virksomhed i Danmark. Heldigvis endte det godt, men sådan er det langt fra for alle, der kommer til Danmark for at bidrage.

Derfor har formålet været for Kathryn Larsen at skabe en virksomhed, der investerer i at medarbejderne kan skabe deres egen vej til et godt liv i Danmark.

– Ingen fortjener at stå i den situation, som jeg har været ude for. Der er så mange regler, når man som udlænding kommer til Danmark, der er enormt komplekse. Derfor hjælper jeg mine ansatte, som er uden for EU’s grænser, med at forstå de danske udlændingeregler. Ingen skal være nødsaget til at flytte fra Danmark og gennemleve det som jeg har været igennem.

Kathryn Larsens situation er på ingen måde unik. Ekstra Bladet har i en lang række artikler kastet lys over, hvordan den stramme udlændingepolitik og sagsbehandlingen af den har tvunget almindelige danskere til at flytte ud af landet.

Ifølge Kathryn Larsen bør dansk politik udfordres endnu mere til at overveje og justere den proces, der kan føre til, at personer, der virkelig ønsker at bidrage til det danske samfund, bliver sendt ud. Kathryn ønsker at kaste lys over emnet, samtidig med at hun ønsker at hjælpe andre i lignende situationer.

– Vi må anerkende, at der er mange ressourcestærke mennesker, som ønsker at bidrage positivt til det danske samfund og økonomi. At sende dem væk er ikke bare en lose-lose-situation, det er en hindring for fremskridt – og det vil jeg ændre gennem min stemme og virksomhed, slutter hun.