Visualisering: Femern A/S.
Visualisering: Femern A/S.

Når hovedentreprenørerne på danmarkshistoriens største anlægsprojekt – byggeriet af Femern Bælt-tunnelen – skal have løst en opgave på byggeriet, så er det ofte en virksomhed i Region Sjælland, der løber med kontrakten. 43 procent eller næsten hver anden kontrakt, der vindes af en dansk virksomhed, har adresse i regionen.

Det viser den seneste opgørelse over antallet af underleverandører på det omfattende tunnelprojekt ifølge en pressemeddelelse fra Femern A/S.

Ifølge tallene har 225 virksomheder i Region Sjælland ud af i alt 520 danske virksomheder bidraget til tunnelbyggeriet ved Rødbyhavn. Dermed topper regionen listen langt foran nummer to på listen, der er Region Hovedstaden med 128 virksomheder tilknyttet projektet. Derefter følger Region Syddanmark med 89, Midtjylland med 50 og Nordjylland med 28 virksomheder.

Læs også: Femern-projektets FLC-Village har nu plads til 1.344 beboere

– Vi har igennem snart 12 år, i tæt samarbejde med bygherre, konsortier og øvrige erhvervsorganisationer arbejdet stenhårdt på at ruste regionens virksomheder til konkurrencen om opgaverne på Femern-projektet. At det er lykkedes, så næsten hver anden danske virksomhed kommer fra Region Sjælland er lidt af et drømmescenarie. Det viser, at Femern-projektet har udviklet sig til den regionale vækstmotor, som vi har arbejdet for og håbet på, udtaler direktør Stig Rømer Winther fra Femern Belt Development.

Ser man på det samlede antal underleverandører, der strømmer til Femern-projektet, peger pilen også i retning af Danmark.

Tager man de udenlandske virksomheder med i beregningerne, så har i alt 769 virksomheder bidraget til det store byggeri.

De 520 danske virksomheder på tværs af regionerne udgør dermed 68 procent af det samlede antal tilknyttede virksomheder.

Fortsæt med at byde ind

Det kan dog ændre sig i de kommende år, hvor aktiviteten på tunnelbyggeriet vil stige yderligere, og hvor anlægsarbejdet på den tyske side ved Puttgarden tager fart. Derfor opfordrer Stig Rømer Winther til, at de danske virksomheder fortsat byder ind på opgaverne på Femern-projektet.

– Aktivitetsniveauet på tunnelbyggeriet topper i de kommende år, så der vil fortsat være mange opgaver i spil for interesserede virksomheder over hele landet, siger han.

Læs også: Disse kommuner kommer til at mangle boliger

Stig Rømer Winther peger på tre essentielle faktorer for at byde med på Femern-kontrakterne:

– Du skal først for fremmest være til stede lokalt og blive en del af leverandørnetværket. Dernæst skal du sikre dig, at du har kompetencen og kapaciteten i din virksomhed. Og endelig bør du som virksomhed ikke være bange for at involvere dig i dette store projekt. Der er rigtig mange SMV’er i hele Danmark, der har alle de kompetencer der skal til – man skal blot gribe chancen.

– Så står du virkelig godt rustet i konkurrencen med de øvrige både danske og udenlandske aktører, understreger Stig Rømer Winther.

Entreprenørvirksomheden Holbøll fra Næstved, er én af de virksomheder, der har udført opgaver på Femern-projektet. Som underleverandør til Fehmarn Belt Contractors (FBC) har Holbøll blandt andet tidligt i projektet udført jordarbejder, hvor 100 medarbejdere i døgndrift kørte med 25 maskiner. Senere har virksomheden haft opgaver på blandt andet de transformerstationer, der bygges som led i Femern-projektet.

– Vi oplevede en betydelig vækst og en øget omsætning, mens vi var i gang med de store jordarbejder. Men den største værdi for vores virksomhed er den viden og de erfaringer, vi har fået i kraft af vores medvirken i Femern-projektet, siger ejer og administrerende direktør Carl-Ole Holbøll.