Mette Lybecker Brændgaard, salgs- og marketingchef hos FB Gruppen. Foto: PR.
Mette Lybecker Brændgaard, salgs- og marketingchef hos FB Gruppen. Foto: PR.

FB Gruppen har ansat Mette Lybecker Brændgaard som salgs- og marketingchef. Det skriver den travle projektudvikler i en pressemeddelelse.

Mette Lybecker Brændgaard kommer senest fra en stilling som udviklingschef i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen, hvor hun startede som boligrådgiver.

Hun er uddannet ejendomsmægler og har en diplom i vurdering. Erhvervsmæssigt har Mette Lybecker Brændgaard været ejendomsmægler først hos RealMæglerne og senere i projektafdelingen hos EDC Poul Erik Bech.

– Da jeg var ansat hos EDC havde jeg opgaven med både at sælge og udleje FB Gruppens boliger blandt andet på Teglholmen og Islands Brygge. Her fik jeg kendskab til deres koncepter, kvalitetskrav og værdier. Så da muligheden for en række nye faglige udfordringer opstod efter en spændende periode i Carlsberg Byen, er jeg rigtig glad for at vores veje nu forenes igen. Jeg ser frem til at kunne yde mit bidrag til næste fase af FB Gruppens udviklingsrejse, siger Mette Lybecker Brændgaard.

Læs også: Visionsplan for stationsområdet i Holbæk er vedtaget

Trods de seneste års uro på ejendomsmarkedet med inflation og stigende energi- og materialepriser er forventningerne til 2024 positive hos projektudviklerkoncernen FB Gruppen, der årligt leverer omkring 900 blandede boliger samt institutioner og erhvervsbyggeri som led i større byudviklingsprojekter, fremgår det.

Efter indvielsen af bydelen Grønttorvet sidste sommer er FB Gruppen i fuld gang med udviklingen af bydelen Holbæk Have med op mod 1.000 boliger, og 1.600 boliger i Søkvarteret, der udgør den østlige del af Nærheden i Høje-Taastrup Kommune.

Herudover er blandt andet Parkkvarteret i Ballerup med 500 boliger under opførelse, og mens koncernens strategi i mange år har været køb-byg-sælg, så har FB Gruppen i de seneste år beholdt en del af byggerierne i egen portefølje.

– Strategien er både en finansiel investering og et forpligtende engagement i de områder, vi udvikler og opfører boliger i, fortæller administrerende direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen.

– Med stadigt flere lejemål i eget regi har vi behov for en anden organisation, der ikke kun er gearet til salg og markedsføring, men også til udlejning og genudlejning. Vi er derfor glade for at kunne byde velkommen til Mette, som har mange års erfaring fra branchen med netop dette, siger Hans-Bo Hyldig.