Den såkaldte Barcode i Bjørvika i Oslo. Foto: Alex von Gutthenbach-Lindau.
Den såkaldte Barcode i Bjørvika i Oslo. Foto: Alex von Gutthenbach-Lindau.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den norske milliardær og ejendomsinvestor Ole Martin Braathen omkom fredag i en lavine i Østrig. Det bekræfter administrerende direktør i Braathen Eiendom Leif Arne Røsnes, der har arbejdet sammen med Braathen i over 20 år, over for den norske avis VG.

– Vi har haft et enestående godt samarbejde, udtaler Leif Arne Røsnes.

Ulykken skete i skiområdet nær byen Klösterle i et område uden for pisterne.

Ifølge finansmagasinet Kapital var Ole Martin Braathen i 2021 Norges 125. rigeste med en formue på 3 milliarder kroner, hvilket med den aktuelle kurs svarer til rundt regnet 2,2 milliarder danske kroner.

Han var medejer af selskabet Braathen Eiendom, der har en ejendomsportefølje på knap 10 milliarder norske kroner eller godt 7 milliarder danske kroner.

Selskabets portefølje består blot af fem ejendomme, men der er til gengæld tale om markante ejendomme på mondæne beliggenheder i Oslo.

Det gælder Haakon VIIs gate 2, som lægger adresse til en 12.250 kvadratmeter stor ejendom med kontorer og kontorhotel samt restaurant og butikker fordelt på i alt ni etager.

Dertil kommer en 56.000 kvadratmeter stor flerbrugerejendom på Alf Bjerckes vei 28-32, hvor Norsk Medisinaldepot, DNB Arkiv, Jungheinrich, Grundfos, H&M og Norpost er blandt lejerne.

Endeligt ejer selskabet tre ejendomme på henholdsvis Dronning Eufemias gate 8, 14 og 16 på den såkaldte Barcode i Bjørvika i Oslo.