Tomgang for butikslokaler er på højeste niveau i to år

Gennem de første måneder i 2023 er udbuddet af butikslokaler steget og ligger nu på det højeste i mere end to år, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk.

Detailhandlen og restaurationsbranchen har ifølge Ejendomstorvet.dk trodset først coronarestriktioner og nedlukninger, og efterfølgende også den rekordhøje inflation, der har fået selskab af rekordlav forbrugertillid. Men nu er tomgangen steget. Aktuelt ligger tomgange for butikslokaler på det højeste niveau siden årsskiftet 2020/21. Det fremgår af Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, skriver ejendomsportalen i en pressemeddelelse.

– Igennem halvandet år lå det samlede udbud af kvadratmeter nogenlunde stabilt omkring 2,7 procent af det totale butiksareal i landet. Men ved indgangen til andet kvartal er det steget til 2,9 procent, og vi skal ni kvartaler tilbage – til første kvartal 2021 – for at finde et højere udbud, som dengang var på 3,0 procent. Antallet af udbudte lokaler på vores portal var i slutningen januar 1.620 – det ligger nu 17 procent højere, og vi har set en markant stigning i de små lejemål, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk, i meddelelsen.

LÆS OGSÅ: NYT KONCEPT MED UBEMANDEDE BAGERFORRETNINGER

Ifølge Ejendomstorvet.dk kommer stigningen i små lokaler til udtryk ved, at ejendomsportalen og de tilknyttede erhvervsmæglere har færre henvendelser end vanligt fra vordende iværksættere. Med de aktuelle udfordringer tør færre kaste sig ud i tilværelsen med egen butik eller eget spisested, lyder vurderingen fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet fælles af landets erhvervsmæglere ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er næsten 9.400 erhvervslejemål og ejendomme udbudt via Ejendomstorvet.dk i øjeblikket. På landsplan er der aktuelt 1.900 lokaler til butikker, spisesteder, cafeer og takeaway udbudt via Ejendomstorvet.dk.

– Egentlig er det en overraskende lille stigning i tomgangen. Med høj inflation, høje energipriser, stigende rente og øgede lønudgifter er en del restauranter og spisesteder bukket under, og samtidig har flere større butikskæder, for eksempel inden for tøj, trimmet deres net af butikker. Nu har de færre afdelinger i de allerstørste byer og kun en enkelt i mellemstore byer. Men vi ser stadig nye koncepter dukke op, og tomgangen er fortsat på et ret lavt niveau, udtaler Frank Heskjær, der er chef for detailhandel hos EDC Erhverv Poul Erik Bech med 19 erhvervscentre over hele landet.

LÆS OGSÅ: TO SJÆLDNE LEJEMÅL PÅ MENUEN

Danmark har i alt 20,2 millioner kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til andet kvartal 2023 var 590.300 kvadratmeter udbudt til leje. Det svarer til 2,9 procent.

– Gennem flere kvartaler har vi set en stigning i udbuddet af ledige lokaler til detailhandel, og det giver god mening i lyset af den høje inflation, stigende renter og et fald i privatforbruget, udtaler Ole Hækkerup, administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Ejendomstorvet Markedsindeks udgives hvert klartal af Ejendomstorvet.dk i samarbejde med Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark.

Medvind og modvind på markedet for butikslokaler

Der er en række tendenser, der skaber ugunstige forhold på markedet for butikslokaler. Dog er der forhold, der er fordelagtige for henholdsvis lejere og udlejere på butiksmarkedet. Ejendomstorvet.dk har samlet en oversigt.

Modvind for detailhandlen

·        Større kæder har trimmet nettet af butikker

·        Færre danskere vover springet som selvstændige med butik eller spisested

·        Lukning af Aldi og Irma giver øget udbud af lokaler på kort sigt

·        Fortsat høj inflation udhuler købekraften

·        Stadig meget lav forbrugertillid

·        Højere rente gør finansiering dyrere – og svækker købekraft hos forbrugere

·        Høje energipriser har ramt for eksempel spisesteder/takeaway, bagere og dagligvarebutikker

·        Risiko for økonomisk opbremsning og flere ledige

·        Mange små butikker og selvstændige skal tilbagebetale for eksempel momslån

Medvind til detailhandlen

·        Biltema, Elgiganten og andre kæder vil åbne flere butikker

·        Nye koncepter dukker stadig op i gadebilledet

·        Sundhedsklinikker i vækst på grund af flere ældre

·        Dagligvarekæder klarer sig generelt godt, flere vil åbne nye butikker

·        Fortsat høj beskæftigelse holder hånden under privatforbrug

·        Fysiske butikker vinder frem på bekostning af nethandel

·        Mange udlejere er blevet mere fleksible og slækker for eksempel på lejekrav

Kilde: Ejendomstorvet.dk.