Aart melder om rekordhøj omsætning i 2023

Trods markedsvilkår, der betegnes som "vanskelige", går Aart Architects frem i 2023 med en omsætning, der er 20 procent højere end året før.

Ifølge en pressemeddelese fra Aart Architects har 2023 været et år præget af “udskudte projekter og en hård priskonkurrence i hele Skandinavien”, men aktivitetsniveauet betegnes som “acceptabelt på dele af markederne”.

Det har resulteret i, at virksomhedens omsætning i 2023 blev den højeste nogensinde. Den lød på 292 millioner kroner mod 239 millioner kroner året før.

– Det har været et vanskeligt år, som har stillet store krav. Jeg er stolt af, at vi har formået at tilpasse os og flytte os som forretning på trods. Tætte kunderelationer, høj faglighed med fokus på arkitekturen og dens effekt og den store bredde i vores ydelser er helt klart vores styrke, udtaler arkitekt Torben Skovbjerg, der er medstifter af og administrerende direktør i Aart.

EBITDA ligger på godt 11,6 millioner kroner, hvilket er lidt under niveauet fra året før, mens driftsresultatet er halveret og lander på 3,9 millioner kroner.

Ifølge Aart afspejler driftsresultatet “et udfordrende marked” samt det det forhold, at Aart “med opkøbet af Mangor & Nagel i 2022 selv har finansieret den vigtige virksomhedsudvidelse i eget regi”

Mangor & Nagel er i løbet af året blevet fuldt integreret i virksomheden og skiftede navn til Aart i september. I den forbindelse er arkitektvirksomheden rykket ind i nye og større lokaler i København.

– Vi har fået yderligere fat i vigtige segmenter som spaceplanning, transformation, landskab og ydelser inden for den grønne omstilling. Dertil har vi oplevet et højt aktivitetsniveau indenfor blandt andet alment boligbyggeri og vi har vundet flere konkurrencer inden for erhvervsbyggeri, udtaler arkitekt Torben Skovbjerg.

Ifølge arkitektvirksomheden er det især de svenske og norske markeder, der har givet store udfordringer det sidste år med flere udskudte projekter.

– Vi lancerer vores nye strategi i 2024 og et af vores fokusområder er yderligere vækst på det skandinaviske marked og på sigt også uden for Skandinavien. Vi overvejer strategiske opkøbsmuligheder i både Norge og Sverige blandt arkitektvirksomheder med enten den rette størrelse eller rette ydelsesprofil. Vi er nødt til at investere i både kunder og markedsvolumen for at give os et tilsvarende stærkt ståsted, som det, vi har i Danmark. På vores hjemmemarked i Danmark kommer vi til at investere yderligere i det almene segment, udtaler Torben Skovbjerg.

Afslutningsvis gør han det klart, at økonomiske usikkerheder i markedet og geopolitiske udfordringer i og omkring Europa gør, at Aarts forventninger til indeværende år fortsat er ret forsigtige.

– Vi kommer til at mærke markedskonsekvenserne af kriserne langt ind i 2024, og vi ruster os derfor til at det bliver endnu et udfordrende år. Mine forventninger er, at vi fastholder omsætningsniveauet og resultatet på nogenlunde samme niveau. Men samtidig har jeg en tro på, at vi med vores nye forretningsstrategi, geografiske udstrækning, bredden i ydelser og mange millioner kvadratmeter under udvikling står på et solidt fundament til at videreudvikle vores forretning, slutter Torben Skovbjerg.